Boligdrømme Boligjagt

Bolig- & byggedrømme #4 – Huskig

oktober 13, 2019

Som jeg skrev på instagram for et par uger siden, så prøvede vi noget nyt den dag. Vi var til åbent hus på et 70’er-hus, der er til salg i et område vi gerne vil bo. Havde du spurgt mig for et år siden var det overhovedet ikke aktuelt at besøge et hus fra 70’erne med henblik på, at det var her, jeg skulle bo, men jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil undersøge de muligheder, der er og så mærke efter indeni. Måske man bliver overrasket. Den gang ville jeg ikke bo i et 70’er-hus, fordi jeg altid har syntes, at de er lidt “kassede” og kedelige stringente i arkitekturen – ligesom jeg syntes, nybyggede huse var. Nu har jeg forsøgt at åbne mit sind, se muligheder og lade mig inspirere af huse, der allerede har eksisteret i mange år.

Og nu til huset

Det var som at træde ind i 70’erne – på den fede måde. Der var en KÆMPE stor stue, et badeværelse med mosgrønne fliser og matchende WC og bedé(!!!). Der var gildesal i kælderen, gulvtæpper og tapet med mønster med struktur. Der var vildt fine snedker-låger på alle skabe og ret store værelser ifht. til tidligere 70’er-huse, vi har set på nettet. Det var et hus uden de store fejl, men for, st det skulle blive vores drømmehus, skulle der væltes vægge, laves nye badeværelser, fjernes gulvtæpper og ligges nye gulve. Vi skulle have fjernet tapetet og sat nyt op, malet vægge og lofter og skiftet køkken. Alt i alt sjussede vi os frem til at skulle bruge omkring 500.000 kr. på at gøre det hus til vores. Og da det i forvejen var et hus i den højere ende af prisskalaen på grund af den fine stand, synes vi ikke, at det kan hænge sammen. Det er lige sat til salg, så der er nok heller ikke meget at forhandle med i øjeblikket.

Vi kom også frem til, at med renovering og køb ville det blive omkring samme pris, som vores nybyggede drømmehus. Så vil vil nok egentlig hellere have det 100% efter vores hoveder, frem for at gå for meget på kompromis og skulle ligge en masse arbejdstimer i et gammelt hus. Jeg vil vildt gerne have en renoveringsprojekt som det, men så skal det også være med den motivation, at det er en drøm, der går i opfyldelse, når jeg er færdig med at knokle – måske det en gang bliver et sommerhus eller en kolonihave.

Men alt i alt var det en supergod oplevelse at komme ud og se alternativer til nybyggerhuset og blive inspireret, så mon ikke vi kunne finde på at gøre det igen.

God søndag, derude!

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply